Bag om Københavnerhistorikerne: Dan H. Andersen

I første artikel taler vi med forfatter og ph.d. i historie Dan H. Andersen, der i juni 2022 fik Blixenprisen for værket Store Nordiske Krig.

Hvad gør dig til en københavnerhistoriker?

København optræder ofte i mine bøger, i mange af dem er byen med som bi- eller hovedperson. Jeg er også glad for at læse om byen, fx er det nye værk ’København og historie’ noget af det, jeg har været allermest begejstret for at læse for nylig.

Jeg har boet i København siden jeg var 20, og siden jeg flyttede hertil, har jeg nærmest haft fast ophold i Rigsarkivet eller på Det Kongelige Bibliotek og på Hovedbiblioteket i Krystalgade. Gamle byer har en sjov form for humor i deres opbygning, hvor historien afspejles i topografien: En gade, der buer; måske var der en gang et træ, måske afspejler det en søbred? Det fascinerer mig. 

Hvad skriver du om lige nu?

Jeg arbejder med udgangspunkt i en rejseberetning fra Smyrna og Konstantinopel fra 1700-årene.

Da jeg skrev speciale, fandt jeg i Rigsarkivet en beretning skrevet af en dansk skibspræst ved navn Didrik Top, som i 1758 ankom til Konstantinopel på linjeskibet Island. Anledningen var ratifikationen af den første freds- og venskabstraktat mellem Danmark og Osmannerriget. Det er den første danske beskrivelse af Konstantinopel og Smyrna, vores dages Istanbul og Izmir, tre år før den mere kendte Arabiske Rejse, som vi nu kender som Carsten Niebuhrekspeditionen. Didrik Tops beretning er aldrig blevet udgivet, og den giver et fantastisk indblik i en helt forsvunden verden og tid.

Flere af mine bøger handler om 1700-tallet: Tordenskjold, Store Nordiske Krig – men jeg har også haft svinkeærinder til fx Krystalnatten 1938.

Hvorfor er det netop de emner, du skriver om?

En stor del af min historiefilosofi er tilfældigheder. Man ved ikke altid, hvilke emner eller kilder, der dumper ned i en skød. Jeg skrev jo fx speciale med udgangspunkt i et lidt tilfældigt fund i Rigsarkivet – mens Store Nordiske Krig er afslutningen på en form for trilogi sammen med bøgerne om Tordenskjold og Marie Grubbe. Drengen fra bunden af samfundet, der endte på dets top. Pigen fra toppen, der endte på bunden. Og krigen, der prægede den verden, de levede i.
Min plan var en bog på omtrent 400 sider, men det endte som bekendt lidt anderledes. Både forlaget og fruen blev lidt utålmodige… Tordenskjold var endnu en tilfældighed, jeg havde skrevet en artikel og blev så bedt om at skrive en bog om ham. Det blevden første bog, jeg fik udgivet. Siden har han nærmest været en del af mit liv med udgivelser, Tordenskjolddage i Frederikshavn og så videre.

Vil du dele en godbid fra én af dine egne bøger?

Jeg synes altid, at det er spøjst, at vi husker det banale, det lidt ligegyldige. De fleste ved, at zaren red op i Rundetårn, da han var her med de tropper, der skulle invadere Sverige. Husk på: Byen og havnen var fuldstændigt proppet med soldater, linjeskibe, hele det militære udtræk. Og i Peter den Stores egen dagbog er det, vi husker, bare en kort notits ”Red op i et tårn”, står der. Måske er det fordi invasionen ikke blev til noget, at vi har glemt det enorme opbud af militær? Men det ikke skete, er jo også vigtigt – og nogle gange får det, der ikke sker, men som mennesker har forberedt sig på, håbet eller frygtet, stor betydning for eftertiden.

Så du får ikke en bid om zaren  i Rundetårn, men i stedet dette:   
Scenen er zarens ankomst til København d. 17. juli 1716 sammen med de russiske regimenter og galejflåden. Jungletrommerne om deres ankomst var gået i et par dage, for først var de gået i land på Falster, hvor zaren og generalerne ’gæstede’ landsbyen Gedesby: ”Zar Peter smed krofatter Jens Pedersen med hustru ud af sengen, og mens han sov i den endnu varme seng uden at smide tøj eller støvler, måtte kroparret finde plads til de andre russere.”
Nu skulle københavnerne lægge hus til: ”Han (zaren) boede først hos ambassadør Dolgurukij i dennes palæ på Kongens Nytorv, og bagefter flyttede han ind i købmand Wilhelm Edingers Gård, som lå, hvor Prinsens Palæ (Nationalmuseet) er nu. Nok var Edinger direktør for Ostindisk Kompagni, men der var ingen nåde selv for ham. Han fik en dag til at rydde huset for det vigtigste, og så var det ellers om at finde et andet sted at bo og i øvrigt håbe det bedste. I alt 116 københavnske og 29 hjem uden for voldene fik russere indlogeret, hvilket selvfølgelig gav anledning til mange klager efter deres afrejse og har efterladt et dejligt kildemateriale til russerne i København.”  
Så det var surt for københavnerne, men for eftertidens historikere er det skønt med de mange klagesager. Citaterne er fra Store Nordiske krig, bd. 2, s. 382-3.

Hvad læser du selv af historiske bøger?

Lige nu læser jeg den norske historiker Torbjørn Ødegaards Tyrkerranet, der ikke er oversat til dansk. Bogen er bind to i et stort værk om de nordiske slaver i Nordafrika, og handler om perioden frem til ca. 1650. Han beskriver fx det nordafrikanske angreb på Island i 1627, og de meget forskellige skæbner, som de 380 tilfangetagne islændinge fik som slaver.

Der var store frikøb i både 1635 og 1645, men kun ganske få kom tilbage. De fortalte deres historier til bl.a. Christian 4., og det betyder, at vi har nogle meget spændende kilder til de begivenheder og menneskeliv. Jeg har været så heldig, at jeg har været med på nogle af Ødegaards researchrejser til Nordafrika, og det er utroligt fascinerende historier, der kan graves ud af arkiverne. Fra en senere periode kan man af Ødegaard på dansk læse beretningen om sømanden Niels Moss fra Trondheim. Han var fra 1769-72 slave i Algier, og efter hjemkomsten skrev og udgav han et skrift om sine år i Nordafrika fra tilfangetagelsen til løskøbelsen.

Desuden er jeg i gang med Sebastian Olden-Jørgensens Svenskekrigene fra serien 100 Danmarkshistorier, den er virkelig godt skrevet.
Og så elsker jeg biografier. Senest har jeg læst Ulrik Langens ’Den afmægtige’ om Christian d. 7., der har et sympatisk blik på kongen og øje for de relativt usympatiske personer, der omgav kongen, og de politiske intriger, og hoffets ceremonielle liv, hele den verden, som Christian skulle begå sig i, og som han havde så svært ved. Det er fremragende formidling af et svært emne.

Vil du dele en københavneryndling?

Mit yndlingskøbenhavn finder du nok på frokostrestauranterne af ældre dato. Dels kan jeg godt lide stemningen, dels er der noget sjovt ved tanken om, at vi har spist og drukket de retter længe: Smørrebrødet, øllet, snapsen – det giver et lille madhistorisk vingesus. Og så er jeg som så mange andre begejstrede for Bibliotekshaven: For mig er det et sted med minder om studier og forskning og spændende opdagelser i bøger og arkivkasser.