Kunst, bøger, krig: Bibliotekshaven

Krigshavnen ved Københavns Slot

I Tøjhushavnen kunne flådens skibe sejle ind og blive udrustet fra de omkringliggende bygninger: Tøjhuset, Provianthuset, Svovlhuset – og ikke mindst: Bryghuset.

Det var, som så mange andre steder i København, Christian 4. der var bygmester. Tidligere var flådens skibe blevet udrustet ved den flade Kalvebod Strand, og krudt og kanoner var blevet opbevaret i et såkaldt Tøjhus. Men nu passede hverken forholdene eller Tøjhusets størrelse til kongens selvforståelse og krigslyst længere.

I 1598 blev Bernt Petersen, der havde opført det nye Kæmpetårn på Koldinghus og dermed havde kendskab til kongens begejstring for byggeri i stor skala, bedt om at opføre et nyt Tøjhus. Det blev en enorm bygning på 24 meter i bredden og mere end 160 meter lang. Et af datidens allerstørste, europæiske byggerier af sin art. De massive teglstensmure var tre meter brede ved fundamentet – og nu kunne kongen endelig opbevare krigsudstyret på passende vis.

Parallelt med Tøjhuset opførtes derefter Provianthuset, og da også dette stod færdigt, var det for kongen oplagt med en havn mellem dem. Som tænkt, så gjort. En graver ved navn Melchior Spangenberg fik opgaven med at udgrave havnen, der fik et omfang på ca. 50 x 50 meter og en dybde på 4 meter. En kanal på 125 meter forbandt krigshavnen med havneløbet. Det var en enorm mængde jord, der skulle fjernes, og for opgaven blev Spangenberg aflønnet med 1800 daler, en ladning rug, en ladning byg og en tønde smør.

I 1610 var krigshavnen færdig, og rundt om den var nu ikke kun Tøj- og provianthuset, men også et Svovlhus og et Galejhus samt kongens store Bryghus. Svovl- og Galejhusene er mestendels væk i dag, men Det Jødiske Museum er indrettet i den del af det gamle Galejhus, og hvælvingerne kan ses derinde.

Efterhånden løb tiden og udviklingen dog fra krigshavnen, som blev kastet til i 1867-68. Rundt om i Bibliotekshaven er der dog stadig fortøjningsringe, der vidner om den drabelige fortid.

Ars, Lex, Mars

Mellem Tøjhuset og Provianthuset, foran Christiansborg Slot, findes den tidligere Kunstkammerbygning. Den blev opført af Frederik 3. mellem 1665 og 1673, og blev bygget til at rumme både arsenal og kongens samlinger af bøger samt Kunstkammeret. Øverst på bygningen knejsede to figurer af krigsguden Mars og visdommens gudinde Pallas Athene, og for at understrege bygningens formål sad på facaden desuden en tavle med indskriften Ars, Lex, Mars (Kunst, bøger, krig). 

Indenfor holdt arsenalet til underetagens hvælvinger, og i den højloftede sal ovenover var biblioteket med ca. 20.000 bind, der bl.a. stammede fra tre adelsmænds samlinger samt Tycho Brahes håndskrevne originalobservationer, der blev købt af Keplers søn for 600 rigsdaler. Frederik 3. nåede ikke selv at se den færdigindrettede bygning, inden han døde i 1670.

Hans søn Christian 5. fik i 1696 udgivet et pragtværk Museum Regium, der indeholdt en inventarliste og afbildninger af de vigtigste genstande i det Kunstkammer, der befandt sig på bygningens øverste etage. Af hans dagbøger fremgår det, at han til tider besøgte biblioteket og at han for sidste gang i sit liv d. 13. februar 1699 ’begav sig til Biblioteket og Kunst-kammeret’.

Et Kunstkammer var i datiden en vigtig del af kongemagtens iscenesættelse, det var ikke blot en samling af mønter, kunstværker og kuriosa, det var en demonstration af kongen som en værdig og magtfuld enevældig leder af en moderne, potent nation. I artiklen Kunstkammeret som dannelsesritual beskriver Helene Illeriis, hvordan kongens gæster via en løngang fra Københavns Slot kom ind i biblioteket og derfra op til Kunstkammeret. Her blev de ledt gennem salene via en rute, der skulle demonstrere ”en fortælling om kongens mangfoldige og ypperlige interesser og kvaliteter: Lærd og fordybet, smagfuld og storslået, fascineret og videbegærlig.”

Efter 1720 kunne også mere almindelige borgere få adgang til samlingerne og få rundvisninger af Kunstkammerforvalteren, der havde indtægterne fra disse som en del af sin løn. Han kunne fremvise bl.a. et æg, der angiveligt var født af en norsk kvinde i 1638. Ægget var indsamlet af lægen Ole Worm, hvis samling af genstande ved hans død i 1654 var blevet en del af Frederik 3. samlinger. Desværre for nutidens forskning blev ægget solgt fra i 1800-tallet, og det er derfor ikke en del af Nationalmuseets samling.

De besøgende kunne forlyste sig med at se f.eks. "Een liiden udstoppet Elephant", "Een ditto Wal-Ross", voksfigurer og malerier, bl.a. "af en Ged, som kun havde et Øre, uden spor af det andet". Kunstkammeret kunne altså både underholde og oplyse, præcis som museerne tilstræber i dag.

Det nye, gamle Kongelige Bibliotek

Den kongelige bogsamling befandt sig som beskrevet i Kunstkammerbygningens mellemste etage, her fandtes en 80 meter lang og 11 meter bred sal, med en balkon, der løb hele salen rundt og blev båret oppe af 66 søjler. Salens lange sider havde 10 vinduer med reoler imellem, der husede bogsamlingen frem til 1905. På det tidspunkt var samlingen øget fra de 20.000 bind, Frederik d. 3. efterlod sig i 1670, til mere end 700.000 bind, hvoraf en del befandt sig i den bygning, der i 1861 blev indviet i Fiolstræde.

Kunstkammeret var allerede i 1825 blevet opløst og genstandene var enten blevet overført til nye, museale samlinger som Oldnordisk Museum og Antik-Cabinettet eller solgt fra. Men bygningen var alligevel blevet for trang, og tiden var derfor kommet til at opføre et nyt, kongeligt bibliotek. Valget faldt på grunden mellem den tidligere krigshavn og havneløbet.

Planen var, at Kunstkammerbygningen fremover skulle rumme Rigsarkivet. Bygningen blev derfor ryddet for de fine sale. Bibliotekssalen, der var 80 meter lang – nogle af gulvene, søjlerne med videre kom til Prinsens Palæ, der rummede Nationalmuseet, andre til Koldinghus – og der blev indsat nye etager med ristegulve af jern og lavet nye vinduer, så bygningen nu havde dobbelt så mange. Både gulve og de ekstra vinduer skulle give lys til arkivets magasiner, hvor man ikke ønskede at benytte sig af den ellers så moderne gasbelysning.

Bøgerne flyttede over gården. Til det opførtes en bro på tværs af den nuværende Bibliotekshave, der på det tidspunkt rummede en række militære bygninger, der var opført efter tilkastningen af havnen i 1868. I 10 meters højde kunne mindre vogne trækkes af en wire, der var tilsluttet en elmotor. Det tog 30 arbejdsdage i sommeren 1906 at flytte de i alt 3.228 læs, der kunne køre direkte ind i magasinet på første salen af det nye bibliotek, der var tegnet af arkitekten Hans J. Holm.

Det Kongelige Bibliotek blev indviet d. 27. november 1906, i den anledning fremførte Studentersangerne en kantate, skrevet af Ernst von der Recke, der tidligere havde været assistent på biblioteket. Med adskillige af kongehusets medlemmer; bl.a. kongeparret og kongens søster, den russiske enkekejserinde Dagmar, som tilskuere, priste de den nye bygning:

Atter er Gemmet nu det gemte værdigt
nu som fra først!
Atter i fred skal Bøgerne det samle;
slukt er vor Tørst'
Ændret er her kun Klædebon og Kaar;
Sjælen fra det gamle
Endnu bestaar!