Bag om Københavnerhistorikerne: Claus Bundgård Christensen

Denne gang kan du møde forfatteren Claus Bundgård Christensen, der er historiker og lektor ved Roskilde Universitet. Han har skrevet en lang række bøger om militærhistoriske emner, herunder besættelsen og første verdenskrig. I 2009 modtog han Dansk Historisk Fællesråds pris for årets historiske bog for Danskere på Vestfronten 1914-1918. Følg Wilfred, der udkom i 2022, modtog Jyllands-Postens Faglitterære pris.

Hvorfor er du en københavnerhistoriker?

Er jeg det? Eller måske er jeg, jeg har boet i København det meste af mit liv efterhånden. Jeg var 17 -18, da jeg flyttede hertil fra Vestjylland, og siden har jeg boet i og beskæftiget mig med byen og dens historie. Meget af det, jeg har skrevet, handler om København, ikke mindst fordi byen jo også er landets hovedstad, og på den måde er det en stor del af fx det politiske liv, der foregår her. Så selvom jeg nok ikke definerer mig selv som en københavnerhistoriker, så er jeg det måske nok.

Jeg skrev for nogle år siden sammen tre andre bogen Turen går til besættelsestiden København. Det var en utroligt sjov bog at skrive! Den blev en del af Turen går til-serien, og den giver mulighed for at gå i fodsporene på besættelsestidens københavnere og deres by. Og jeg må nok indrømme, at det var en bog, vi lidt skrev for vores egen skyld. Vi havde talt om projektet længe, og vi havde alletiders sommer med at cykle rundt og finde steder og kulturspor, som stadig minder om den periode i byens historie.

Hvad skriver du om?

Lige nu skriver jeg mest artikler, jeg er universitetsansat (på RUC red.) og som sådan er jeg forpligtet til at formidle forskning den vej også.
Ellers arbejder jeg på en bog om højreekstremismens historie, der er planlagt til at udkomme om ca. et år. I den beskæftiger jeg mig med perioden fra omkring 1920, hvor vi ser de første fascistiske grupperinger i Italien og Tyskland, også her i landet var der tidligt folk, der lod sig inspirerede af bl.a. Mussolini.  

Jeg har næsten altid 3-4 ideer på bedding, som jeg undersøger; nogle bliver så til noget, andre gør ikke.

Senest har jeg udgivet bogen ’Følg Wilfred’, der i vid udstrækning handler om mellemkrigstidens København, og bringer de subkulturer, som vi har glemt, frem i lyset: Nazister, fascister osv. Det var et helt vildt og ustyrligt miljø med aktivisme, nazistiske kollektiver og kriminalitet. I Dansk Socialistisk Parti (DSP), som Wilfred Petersen var leder for, har jeg kunnet konstatere, at de var knyttet i et relativt isoleret fællesskab, hvor man var afhængige af hinanden, delte værdier, og hvor grænserne for, hvad man kunne foretage sig, blev stadigt udvidet: De begik indbrud, udøvede vold, bombeangreb og chikane, og mange kom i fængsel. Og da krigen så kommer og Danmark bliver besat, så får disse grupper og personer så pludseligt et stort handlerum, og det kom bl.a. til antisemitisk terror. Bogen var svær at skrive, for arkivmaterialet er meget spredt, så det har krævet en stor indsats, men den var spændende at skrive, og jeg er glad for, at jeg har haft muligheden for at afdække dette miljø.

Hvorfor blev det lige det emne?

Det har altid været nyere tid, der interesserede mig mest. Sådan var det allerede, da jeg startede med at læse historie. Jeg kan ikke pege på noget, der skubbede mig i den retning – jeg vidste bare, at det var det, jeg skulle beskæftige mig med.

Jeg interesserer mig for krigen som fænomen. Det gælder både første verdenskrig og besættelsen.

Krig er jo nok kommet for at blive, og det er én af de kræfter, der omkalfatrer allermest. Tænk, hvis der ikke havde været første verdenskrig. Meget havde været anderledes, tror jeg. Måske var Adolf Hitler ikke kommet til magten, vi havde sandsynligvis ikke haft Holocaust, det er - som englænderne siger – mindblowing! Vi ved ikke, hvordan verden så havde set ud, men det havde helt sikkert været anderledes. Både på godt og på ondt. Det er den enorme indflydelse, krig har på samfund, på liv, på alt.

Vil du dele en godbid fra en af dine egne bøger?

Bag baren på Rosengårdens Vinstue kommer historien helt tæt på. Der kan man nemlig se et helt konkret spor efter en af besættelsestidens likvideringer. 20. april 1944 blev Rudolf Christiansen, der gik under navnet Hestetyven, likvideret af BOPA. Han blev skudt med mellem 7 og 12 skud, og i væggen kan man altså se en kugle, der sidder fast i muren.  

Det er en af de historier, vi fortæller historien i Turen går til besættelsestidens København, og det er faktisk et fint eksempel på, at det vi kalder Indre By jo ikke har ændret sig meget siden mellemkrigstiden. Når vi går rundt, så er vi i de samme gademiljøer som Wilfred Petersen eller frihedskæmperne. Der er så mange kulturspor i form af bygninger, gadeforløb osv. Jeg tager altid mine studerende med på byvandringer og så drøfter vi, hvordan mennesker husker, hvad vi vil mindes og hvad vi ønsker at glemme.

Hvad læser du selv af historiske bøger?

Mine læsevaner er lidt kedelige, jeg læser masser af artikler fx, men jeg synes, der er for lidt lystlæsning – og jeg læser desværre alt for lidt skønlitteratur. Som anmelder læser jeg en hel del, og den seneste bog fra den stak, der virkeligt gjorde indtryk, var Jesper Vaczy Kraghs ’IQ 75 : Erling og åndssvageforsorgen’. Den udkom sidste år og fortæller historien om åndssvageforsorgen i 1900-tallet og om Erling og andre, som har været anbragt.

Jeg var også begejstret for Thomas Hallidays Otherlands. Han er en skotsk palæontolog, og bogen handler om de mange forskellige tider i jordens historie. Den er meget levende fortalt, med et sprog, der næsten er skønlitterært.

Og så har jeg besluttet mig for at læse Maigret-bøgerne af Georges Simenon. Det er fantastiske historier, der er filmatiseret godt: Tænk nu, hvis de også er godt skrevet? Det vil jeg finde ud af.

Har du en københavneryndling, der betyder noget særligt for dig?

Jeg kan rigtig godt lide Botanisk Have, væksthusene er utroligt smukke, det er altid dejligt at gå der. Det er ikke et sted, jeg kommer så tit, som jeg måske godt kunne tænke mig.

Og så er jeg stor fan af Rådhusbiblioteket. Det var ærgerligt, at det lukkede som fungerende bibliotek, så i dag er det en smuk kulisse. Heldigvis er det fredet, som netop bibliotek, så er der grænser for, hvor meget det kan ændres. I dag er det et dejligt sted at sidde og skrive med en fin udsigt over Rådhuspladsen