Nyheder fra Københavns Biblioteker

Københavns Museum åbner

7. februar åbner Københavns Museum i den flotte bygning på hjørnet af Stormgade og Vester Voldgade. I museets udstilling kan du opleve byens historie fra de første istidsjægere over vikingetidens handel og håndværk, byggeboom og pest, brande og bombardementer til nutiden.
 
Originale genstande sikrer, at du kommer helt tæt på byen og dens beboere gennem tiden. Som det gamle museum på Vesterbro har museet en bymodel. Bymodellen version 2.0, er den nye store, interaktive model af byen med panorama.
 
Jeg glæder mig til at se de nye udstillinger – og til at opleve Stormgade 18 med dets dekorerede vægge, og lofter og ikke mindst Agnes Slott-Møllers glasmosaik.
 
Med venlig hilsen
Sune Hundebøll
Bibliotekar DB
 
 
Københavns Museum

Nyt museum inviterer indenfor

Københavns Museum: Lige nu summer det af liv i Stormgade 18. Håndværkere samler udstillingsmontrer. Museumsinspektører og konservatorer sætter genstande ind i dem. Det foregår i en løbende proces. Når den ene gruppe er færdig, tager den anden over. Alt skal være færdigt, når de nye udstillinger åbner den 7. februar.
 
En tur gennem det nye museum må gerne opleves som en god byvandring, hvor tid, sted og historie går op i en højere enhed, siger projektlederen bag udstillingerne.
Læs mere...
Tugt- og Børnehuset, Helligåndshuset

Lad de små børn... - Børnehuset 1605-1649

Podcast: Christian 4. vil gøre noget ved det voksende antal af løsgængere, tiggere og forældreløse. Derfor grundlægger han i 1605 Tugt- og børnehuset i København.
 
Men udover at være et sted, hvor man opbevarer besværlige/uønskede elementer i samfundet, er det også en tekstilproduktion, et led i kongens ambition om at give soldater uniformer på – uden om dyre udenlandske leverandører.

Dette podcast er en specialudgave i anledning af åbningen af Københavns Museum. Museet flytter ind i Stormgade 18 - en bygning der gennem tiden blandt andet husede Børneværnet.
Læs mere...
Dampsporvogn på Strandvejen

København i billeder 1888

København havde i slutningen af 1880'erne gennemgået en rivende byudvikling. Voldene var blevet sløjfet og nybyggerier skød op i et omfang, som hverken før eller senere er set mage til. Der var derfor masser at tage sig til på Illustreret Tidende og Ude og Hjemme for at forevige alt det nye - og alt det gamle.

Her er tre samlinger i en!
Læs mere...
Grønttorvet

Fingerplanen

Enestående historisk detaljeret værk om byplanlægningen i København baseret på den legendariske Fingerplan.
 
Hverken Fingerplanens antagelser om befolknings-, erhvervs- eller trafikudviklingen holdt, forslaget blev aldrig godkendt, men den kom alligevel med i Kulturkanonen! Det er bl.a. fordi tanker kom til at præge byplanlægning helt indtil vore dage.
Læs mere...
 
 

Tema

Udsigt fra Frelsers Kirke (Kbhbilleder.dk)
 
I anledning af at Københavns Museum åbner, har Københavns Biblioteker samlet relevante artikler til et tema. Her kan du læse om museet, nogle af de spændende fund som museets arkæologer har gravet frem og som har ændret byens historie. Her er også inspiration til at opleve byens historie på nettet.
 
 
 

Podcast-anbefaling

København i 1000 år
 
Som opvarmning til åbningen af Københavns Museum præsenterer museet podcastserien "København i 1000 år". Serien er produceret og tilrettelagt af Simon Brun Andersen.
Hver onsdag frem mod åbningen 7. februar dykker museets dygtige medarbejdere ned i byens historie.
 
Hør om vikingebosættelser og sørøverangreb, byggeboom og brande. Og drømme, fattigdom, rigdom og meget mere. Du kan høre "Myten om Absalons København" og "Chr. 4’s vilde visioner" - og bl.a. glæde dig til "Fattige forbrydere og forfærdelige straffe" og "Kampen om byen".
 
 
 
 

Fra biblioteks kælder

2 bøger
 
Københavns Museum har også en historie. Museet blev grundlagt i 1901 som Rådhusmuseet. Museet havde de første år til huse på Københavns Rådhus. På initiativ af Christian Axel Jensen skiftede museet navn til Københavns Bymuseum i 1917 og museet blev indrettet på Rådhusets loftetage.  I 1956 flyttede museet ind i Den kongelige Skydebanes tidligere bygning, Vesterbrogade 59.
 
I 2010 skiftede museet navn til Københavns Museum og i 2015 lukkede det ned på Vesterbro. Nu åbner det snart i Indre By på hjørnet af Stormgade og Vester Voldgade. Klar til at skrive et nyt kapitel.
 
Bymuseets første 75 år (1901-1976) er beskrevet i to bøger.
 
Christian Axel Jensen var leder af Københavns Bymuseum fra 1915 til 1952. Han skrev historien om museets første 50 år i Københavns Bymuseum i et halvt sekel : 1901-1951.
 
Steffen Linvald efterfulgte Christian Axel Jensen som leder på Bymuseet. Med bogen Københavns Bymuseum i et kvart sekel 1951-1976 fulgte han også op med de efterfølgende 25 års bymuseumshistorie.
 
Om de første år, hvor museet hed Rådhusmuseet (1901-14), skrev Christian Axel Jensen: "Trods de mange gode erhvervelser tog det dog lange tider, inden Rådhusmuseet vovede at vise sig for offentligheden. De mørke spådomme om startens vanskeligheder, der var udtalt under borgerrepræsentationens forhandlinger, gik desværre i opfyldelse, og det lå vel i første række deri, at arkitekt Nyrops valg af museumslokalet mere havde været ledet af romantiske følelser end af nøgtern-praktiske overvejelser. Den senere bryllupssal viste sig lidet egnet til museumsbrug, under dens hvælvinger var der næsten ingen vægplads til at ophænge billederne, og da rådhusarkivet fik overladt den lyseste del af rummet ud mod den åbne gård, blev det både for lille og for mørkt. Det vilde, selv for den dygtigste museumsmand, have været cirklens kvadratur at løse opgaven."
(citat: Københavns Bymuseum i et halvt sekel : 1901-1951).
 
 
 

En stumfilm til aftenkaffen

 
I 1910erne var dansk film blandt verdens førende og filmkunstens epicenter lå i Valby. Det var dengang verden var i sort hvid og der endnu ikke var kommet lyd på filmene. 
 
Du kan se filmene fra dansk films guldalder på Stumfilm.dk. Med tiden bliver over 400 film fra perioden 1879-1928 digitaliseret. De præsenteres med datidens plakater, fotografier og anmeldelser.
 
Har du en ledig stund i weekenden, kan du allerede nu kaste dig over Fy og Bi-filmen Vester-Vov-Vov, science fiction-filmen Himmelskibet eller melodramaet Afgrunden med Asta Nielsen.
 
Footer