Charlotte Dorothea Biehls skrifter

Digtene var resultatet af en prisopgave, udskrevet af selskabet i 1769, hvori deltagerne skulle skrive "Om Landmandens Lyksaglighed ved Frieheds og Ejendoms Nydelse". I dele af Danmark var fæsteriet udbredt, hvorimod det i Norge aldrig rigtig var slået an - og med Christians 5. lov fra 1688 blev stærkt begrænset.

Begge blev trykt af selskabet i 1771, hvor hoveriet blandt fæstebønderne blev drøftet flere steder i landet. I det vindende digt beskrev Hans Bull sorgen hos en af de frie norske bønder, der kastede et blik ’mod Sønden til Fede Lande’, hvor høsten måske nok var bedre, men herremanden straks satte sig på udbyttet. Hans Bull lod selvejerbonden reflektere over at fæstebønderne måtte sammenligne sig med de samtidige, sorte slaver i kolonierne, for dog at finde nogen, med værre forhold: 

"Saa han, sin Lænkes Vegt at finde taalelig 
Med Negren, Verdens Ynk, maa sammenligne sig."

Dorothea Charlotte Biehl skrev sit digt med forfatteren P.F. Suhm som den angivne modtager. Han havde, skrev hun, været hendes inspiration til at skrive om "den haarde Voldsomhed, som Agerdyrkeren i Trældom kaster ned". Og Biehl lagde ikke fingrene imellem; herremændene blev beskrevne som undertrykkere, der levede højt på andres elendighed:

"See her din Slave-Flok af Manngel at forgaae, 
Paa det din Ødselhed, din Vellyst kildres maa!"

Digtene blev trykt og udgivet i 1771, hvor debatten om hoveriet var livlig flere steder i landet. Også den officielle holdning under Strueenses regeringstid var, at hoveriet skulle begrænses og fastsættes efter godsernes størrelse, ikke efter hvad herremanden fandt passende.

Biehls forfatterskab i denne periode var primært dramatik til Det kongelige Teater, ligesom hun oversatte fra bl.a. tysk og fransk. Hun drømte muligvis om at afløse Holberg som den mest betydningsfulde dramatiker på nationalscenen, om end hun var begejstret for hans værker.

Det var ikke hende, der så det som sin opgave at benytte trykkefriheden til at udgive kritik af enevælden og myndighederne. Derfor er digtet, der kritiserer hoveriet og jorddrotterne så interessant. Hun gav udtryk for i digtet, at en ophævelse af hoveriet og frihed fra betalingen af afgifter til jordejerne ville gøre bønderne til begejstrede og kongetro skatteydere:

"Han, som i Trældoms Aag holdt FAgift for en Plage,
Naar væbnet Haand den tog, brød ud i bitter Klage,
Han nu i Friheds Skiød fornøiet, villigen
Med det, som Kongen er, til Thronen iler hen."

I dag er Charlotte Dorothea Biehl mest kendt for de breve, hun skrev efter mødet med Johan Bülow i 1771. På hans opfordring brugte hun de fortællinger, hun havde fra familie og netværk, og fortalte begejstret og flydende løs om livet i Københavns overklasse og ved hoffet. Både i hendes samtid, men også historisk. At hendes viden er - i bedste fald - på anden hånd holdt hende ikke tilbage.

I et mindeværdigt indblik i fortiden ligger læseren under en seng sammen med en page. I sengen ovenover ligger så Frederik d. 4 og en hofdame, og det går ikke stille af.

Brevene blev ikke udgivet i hendes levetid, ligesom hendes erindringer ’Mit ubetydelige Levnets Forløb’, også først udkom senere. Men hun skrev med offentligheden – eller i hvert fald den københavnske intelligentsia for øje. Hun var en iagttager, en beskriver og en kommentator. Og om end hendes breve ikke kan bruges uden en kildekritisk tilgang, så giver de et forrygende kig ind i det, hun fandt fornøjelse i og mente var vigtigt og spændende. Som forfatter letter hun på gardinet til et for længst forsvundet København. Fuldstændig som Zahrtmann portrætterede hende i 1874, med fjerpennen klar i mundvigen til at nedfælde livet indenfor voldene.