Farvel til Store Bededag

Den politiske præst

Indførelsen af den dag, vi kalder Store bededag, hang sammen med Christian 5.s Danske Lov fra 1683. I den blev det fastlagt, at der ikke kun skulle prædikes på helligdagene, men også "paa ordinarie Bededage, som i Kjøbstæderne skulle holdis hver Fredag af hver Sognepræst i sit Sogn."

Biskop Hans Bagger var en aktiv spiller i datidens politiske spil – han var indtil 1690 gift med Griffenfelds søster, og måske var det ikke mindst derfor, at han allerede som 29-årig blev udnævnt som biskop over Sjælland i juni 1675. Inden udnævnelsen havde den skånske Bagger studeret ved universiteterne i Lund, Greifswald, Rostock, Wittenberg, Oxford, Cambridge og i Holland. Han var derfor en belæst herre, som både den danske og svenske konge ønskede at have i sit brød. Bagger var uhyre lutheransk, og var ved flere lejligheder bekymret over, hvad tilstedeværelsen af fx reformerte eller huguenotter i Danmark ville betyde for det religiøse liv. I 1685 da de franske huguenotter fik lov at slå sig ned i kongeriget, skrev han fx ’jeg ved ikke, hvad for en Kirke, vore Efterkommere engang skal finde for sig her i Landet.’

I 1685 udarbejdede han sammen med Thomas Kingo et nyt kirkeritual, der skulle styrke fromheden. Det blev understreget, at præsterne skulle prædike, så selv de mest enfoldige skulle kunne forstå det. Allerede af Danske Lov fremgik det, at det kostede bøder, hvis man ikke gik i kirke eller arbejdede i kirketiden. Og børn eller unge ville få pisk, hvis de legede på kirkegården. Alt sammen initiativer, der helt sikkert fremmede fromheden.

Men det var åbenbart ikke nok. I 1686 udstedte kongen derfor forordningen, der fastlagde den ekstraordinære bededag. Den afløste alle de tidligere bededage, og den skulle tages alvorligt; "baade i Kjøbstæderne og paa Landet, Aftenen før fornævnte Bede-dag Klokken Sex skal ringes med den største Klokke til hver Kirke, da alle Boeder, Kieldre og Kroer, hvor nogen slags Vahre eller Drik selges, strax skal tillukkes." Kirkegang var påbudt for "alle Kgl. Undersaatter ædruelig, skikkelig og betimelig". Var man rask, skulle man desuden være fastende, stod der i forordningen, indtil gudstjenesterne var afsluttede. Og naturligvis skulle man afholde sig fra "Spil, Leeg, Dobbel og anden verdslig Forfængelighed."

De københavnske bededage

Bededagene var ikke en ny opfindelse. Før reformationen havde man i kongeriget en langrække hellig, faste- og bededage. De fleste forsvandt i 1536, men nogle fortsatte, og nye kom til. Fx i 1546, da Christian 3. ville have befolkningen til at bede for, at "den menige Christenheds Arvefjende, Paven" ikke "med Sværd og Blodstyrtning" skulle gøre indtog i Tyskland i forbindelse med religionskrigene. 
København fik ved to lejligheder egne bededage. 

Frederik d. 3 indførte i januar 1661 en særlig bededag, eller rettere en "Taksigelses Bededag" til minde om det svenske angreb på København natten mellem den 10. og 11.februar 1660, og "den lyckelig seyervinding, som den grundgode Gud os forleden aar paa samme dag forleente, da kongen af Sverrig udi den storm, som hand her paa byen med ald macht ansatte, oc veldeligen oc med stoer riun blef afslaget." Denne nationale taksigelsesdag blev bevaret, da reformen i 1686 ellers afskaffede de mange forskellige bededage. 

Først i 1766 blev mindedagen over svenskernes forgæves forsøg på at erobre København afskaffet. Måske fordi den daværende prinsesse Sophie Magdalene – der var datter af Frederik 5. og søster til Christian 7. – blev gift med den svenske kronprins, den senere Gustav 3.

14. september 1731 kom der endnu en forordning, denne gang var det Christian 6., der befalede københavnerne, og kun dem, en "Bede-Dags og Taksigelse Fæst Holdelse … aarligen den 23. Octobris". Årsagen var den store brand i 1728, der hærgede byen aftenen om onsdagen d. 20. oktober til tre dage senere d. 23. oktober, og gjorde næsten en femtedel af befolkningen hjemløse.

Det var bl.a. den dag, der røg, da Struensee i 1770 reducerede antallet af bede- og helligdage. På det tidspunkt var det samlede antal hellig- og søndage omtrent 70. Struensee har senere fået det ry, at det var ham, der samlede bededagene til én stor – men det var som beskrevet sket omtrent 100 år før.

Jomfruer sig alt paa Volden sole

I 1819 udgav digteren Poul Martin Møller "Aprilsvise" med de kendte linjer: "Grøn er Vaarens Hæk, Kaaben kastes væk! Jomfruer sig alt paa Volden sole, Luften er saa smuk, deres Længselssuk kendes let paa deres Silkekjole." Visen handlede om turen på volden aftenen før Store Bededag. 

Her havde borgerskabet fået som tradition at spadsere for at lytte til klokkeringningen fra byens kirker. Det gav samtidig anledning til, at man kunne vise sit nye forårstøj frem for venner og bekendte, mens ungdommen flirtede i smug. 

I 1938 beskrev Carl Christensen traditionen i Historiske Meddelelser om København tredje række, bd. 2: "…de unge Damer og Herrer (var der) for i den tætte Menneskevrimmel, der i den ene Time bølgende Volden op og ned, at kunne udveksle et stjaalent Øjekast og et skjult Haandtryk, naar de passerede forbi hinanden, med Fader og Moder maatte endelig ikke se det."

I samme artikel kan man også læse om, hvordan Christianshavns Vold i 1916 på Store bededagsaften blev åbnet for københavnerne, efter den var blevet restaureret. Nu var der to konkurrerende steder at spadsere, for efter nedlæggelsen af Københavns volde havde der været promenade på Langelinie, men som Car Christensen skrev: "Langelinie var ikke noget ideelt Sted at holde Store Bededagsaften paa; dels var der for koldt med Blæst fra Søen, og dels var der for snæver Plads, saa den store Menneskesværm kørte til Tider fuldstændig fast og kunde hverken komme frem eller tilbage, de Promenerende tog Situationen med største ro, fandt sig i Skæbnens Tilskikkelser og frøs efter Noder, men med Anstand."

Store Hvededag

Til spadsereturen knyttede sig en tillægstradition: At drikke te og spise varme hveder. Som alle andre skulle bagerne holde lukket på bededagen. Men folk ville gerne have noget nemt at spise, når fasten måtte brydes på dagen efter gudstjenesterne. Det blev efterhånden til hvedeboller, der kunne varmes eller ristes hjemme, når fasten var afsluttet. Men så længe holdt de åbenbart ikke. Hvornår traditionen med at spise dem allerede aftenen før bededagen startede, vides ikke. Men i København blev det tradition at gå tur på volden og lytte til klokkeringningen, før man gik hjem for at drikke te og spise varme hveder.

I 1938 kan Carl Christensen ikke tidsbestemme traditionen, men Bi Skaarup skrev i bogen bag Brødet, at hveden efterhånden i 17- og 1800-tallet fik plads i det mere almindelige køkken, og der derfor begynder at være opskrifter på hvedebrød og -boller. I 1703 udgav Anna Elisabeth Wigant en kogebog med den første opskrift på teboller. Opskriften var til husholdninger med penge, dejen er rørt med æg, hvedemel og mælk. Den er langt fra det grovere rugbrød, der var det almindelige for de fleste på den tid. Hun var datter af en tysk vinhandler, Gysberth Wigant Mickelberger, der havde fået stor succes i København og bygget sig en fornem gård, der hvor nu Nationalmuseet holder til i Prinsens Palæ. Anna Elisabeth Wigant blev gift med den kongelige mundskænk, Albrecht Dysseldorff, så hun var vant med finere menneskers madvaner i det københavnske. Bi Skaarup mente, at kogebogen afspejlede datidens madkultur i de bedre huse og palæer, så tebollerne har måske ikke været nye og ukendte opfindelser.

Tebollernes kardemommesmagende slægtninge; hvederne, har i hvert fald gået deres sejrsgang blandt alle lag i den danske befolkning: I 2022 kunne brancheorganisationen for danske bager- og konditormestre meddele, at der blev solgt lige omkring fem millioner hveder i perioden op til Store bededag.